De videregående uddannelser er lukket fysisk, og indtil videre åbner de først i den fjerde fase. Efter sommerferien. Studerende har altså siddet hjemme i over to måneder og har måttet klare sig med undervisning på en skærm.
»Vi har kunnet håndtere stort set alt online i en periode, for vi er teoretisk på bachelorniveau. Men vores kendetegn er, at vi også har rigtig mange praktiske elementer indlejret i uddannelsen, som kræver laboratorie- eller værkstedsfaciliteter og hands-on«, siger rektor Anders Hanberg Sørensen.
Fra mandag 18. maj har enkelte studerende derfor fået lov at komme ind for at modtage den undervisning, som kræver fysisk fremmøde, for at undgå, at de studerende bliver forsinket.
Maskinmesterskolen har fået en ramme for, hvor mange der må være på uddannelsen på samme tid, og den har de brugt fuldt ud. 90 studerende af omkring 1.000, som må være i bygningen om dagen.
