»Beklager, jeg prøver, men jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Jeg henter hjælp, i mellemtiden må I gerne klappe computeren sammen og lægge jeres telefoner væk«, siger dansklæreren Jette Rasmussen og forsvinder ud af 8.a’s klasseværelse på Tølløse Skole ved Kildedamen.
Efter et år med meget undervisning på skærm er Jette Rasmussen blevet ferm til at klare tekniske udfordringer. Men hun er ude af træning med skolens smartboard, da det er trods alt er tre måneder siden, hun sidst betjente et.
Klasseværelset, der har stået tomt siden december, er allerede mærket af de 24 elever. Der dufter af sød parfume og madpakke og summer af snak, fnis og lyde fra smartphones.
Jette Rasmussen og en it-kyndig får efter et par forsøg tilkoblet pc’en til smartboardet.
