»I må ikke tage vores skole!«.
Sådan lyder børnenes råb gennem natten tæt på grænsen til Syrien. Af sikkerhedsgrunde skriver vi ikke i hvilket land. Det lokale politi er i gang med at rydde en af de store lejre, hvor flygtninge fra Syrien klumper sig sammen. Rydningen går også ud over børnenes teltskole.
»Børnene stiller sig foran bulldozeren. De kæmper imod og har kampgejst. Lærerne siger, at hvis de absolut skal rive noget ned, så skal de tage deres hjem. De skal ikke tage skolerne«, siger Maren Elise Skjerlie Gilling, der er uddannet lærer og grundlægger af ’5 skoler’.
Hun er sammen med partneren Zarah Kirketerp-Møller blevet vækket midt om natten, fordi lejren skal ryddes. Nu.
