Håndtrykket er fast, da Carl Emil Lind Christensen byder velkommen.
»Det er en klassisk maskinfabrik med drejebænke og fræsere«, siger han højt for at overdøve hyle- og suselydene fra de mange maskiner og går hen til en drejebænk, hvor han er ved at fremstille små kobberdele til højtalere. Inde i maskinen ligger et langt, rundt kobberrør. Via udvendige knapper kan Carl Emil Lind Christensen styre og indstille maskinen til at skære røret i bestemte stykker.
»Jeg fortæller den, hvad den skal gøre, ud fra nogle tegninger«, siger han og lægger venstre arm, der er udsmykket med en tatovering af en buket blomster i en vase, på maskinen og kigger ind til kobberet ad et lille vindue. Så trykker han på nogle knapper med højre hånd og træder tilfreds et skidt tilbage, mens han et øjeblik placerer begge arme på maven under sine grå overalls.
Den 23-årige unge mand er i lære som industritekniker hos Brüsch Precision i Rødovre og initiativtager til lærlingeoprøret ’Vi sikrer Danmark – hvem sikrer os?’. Og så er han student fra 2018 og formand for Metal Ungdom.
