Hvorfor læser du egentlig ikke til sygeplejerske?«.
Det var en af veninderne til 21-årige Luka Borregaards mor, der spurgte. Hun havde aldrig skænket det en tanke. Ikke før, at morens veninde spurgte hende direkte, om det ikke var noget for hende. Indimellem er det, som om en idé har været der altid, men blot været ude af syne. Nu var den dukket op til overfladen i hende.
Luka Borregaard kunne se sig selv i det at være sygeplejerske. I selve rollen. At være til stede over for patienter og for pårørende.
»Jeg vil ikke kunne sidde på et kontor. Jeg har brug et arbejde med varierende opgaver. Noget menneskekontakt«, siger hun.
