Laura Juvik havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun ville stå i den her situation: Fem år efter, hun var nødt til at holde en pause fra sit job for at tage sig af sin søn i mistrivsel, har hun stadig ikke været på arbejde igen.
»Fem år!«.
Laura Juvik stopper sin ellers flydende talestrøm og spærrer øjnene op for at sætte to fede streger under, hvor lang tid fem år rent faktisk er.
Fortællingen kommer lidt hulter til bulter. Der er meget at holde rede i. Det vidner den store mappe med dokumenter, hun hiver op af tasken, også om. Mappen har farvede faneblade, der inddeler papirerne efter emner: mistanke om mistrivsel, udredning, opsagt fra job ...
