Inden corona brød ud, følte jeg mig lidt ensom på studiet. Det blev kun værre, da alt lukkede ned. Derfor meldte jeg mig ind i en studenterforening, og den tid udgør det stærkeste minde fra min studietid. Det gav mig bare rigtigt meget, fordi jeg var lidt down på det tidspunkt.
Så var det virkelig fedt at kunne indgå i det her sociale fællesskab, hvor vi var en flok unge mennesker, der skulle samarbejde for at nå det her fælles mål. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers var kommet igennem coronavinteren, hvis det ikke var for den her faste sammentømrede gruppe, man sås med hele tiden.
Set i bakspejlet kunne jeg godt have indgået mere i det sociale på bacheloren. Jeg tror bare, at det var lidt overvældende, for lige pludselig var der bare rigtig mange ting, og så følte jeg, at det var enten eller. Enten er du med, eller også er du ikke med. Og så var man bare ikke rigtigt med.
Jeg havde mit eget liv ved siden af bacheloren, hvor mine venner fra før var fysisk tæt på mig. Så var der andre, der kom langvejs fra, og som skulle skabe nye relationer. Man tror, at de hele tiden er lidt tilgængelige, fordi de af gode grunde var rigtigt opsøgende i starten, men de finder jo også deres egne veje og relationer, og så var de lige pludselig ikke så tilgængelige, da jeg stod og manglede nogen. Så har alle lige pludselig deres eget liv, og man står og er sådan ’Gud, de er der bare ikke’. Det føles jo bare tomt.
