Hun lavede et benspænd: Det første halve år måtte hun ikke tage hjem

Det er næsten ikke til at tro, at hun var ærgerlig, da hun for snart fire år siden fandt ud af, at hun var kommet ind på Aalborg Universitet og måtte flytte til den anden ende af landet.

Nu sidder 22-årige Katarina Hessner i et klasseværelse med sine medstuderende og ser VM-semifinalen i håndbold via en projektor.

»Hej basse!«, siger Aksel, som pludselig står i døråbningen. Han lunter hen til en kvinde, der sidder på et af bordene, og krammer hende.

»Hey, hvorfor gør du ikke sådan til mig?«, siger Katarina Hessner, løfter hånden med sin flaskeøl og spærrer øjnene op. Det glatte pagehår og de store hoop-øreringe svinger lidt i luften, da hun trækker hovedet tilbage for at spille skuffet.

Det virker, og det bliver hendes tur til at få et kram: »Hej Kata!«, siger Aksel.

Med armene om hinanden går de ud af klasselokalet for at købe endnu en øl.

Det eneste, der indikerer, at Katarina Hessner ikke altid har hørt hjemme lige her i de psykologistuderendes bar, Fredagsterapi, er den københavnske dialekt, der blander sig med en jysk udtale af enkelte ord:

»Jeg siger tit, at det var held i uheld, at jeg endte heroppe«.

Måske er vi ikke helt gode nok til at flytte for vores studium, mener Katarina Hessner. Hun var i hvert fald den eneste i sin omgangskreds, der gjorde det.

Det er ikke så underligt, hvis man ser på tallene. Region Hovedstaden er det sted i landet, hvor flest unge bliver boende for at tage en videregående uddannelse. Af dem, der afsluttede 9. klasse i hovedstaden og senere begyndte på en videregående uddannelse i 2022, blev 82 procent i København. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Så tæt på

I 3. g gik det op for Katarina Hessner, at det var af ren lyst, at hun læste tekster om psykologi. Hun vidste, at snittet til studiet var højt, og derfor ville hun anstrenge sig for at få bedre karakterer i den sidste del af gymnasiet.

Efter et sabbatår, i sommeren 2020, havde hun på sin førsteprioritet placeret psykologi på Københavns Universitet. Men da hun åbnede computeren hjemme hos forældrene i Værløse en af de sidste dage i juli, var gennemsnittet lige præcis ikke højt nok.

Havde hun fået mere end et 7-tal i et enkelt fag, var hun kommet ind i København. Men hun var 0,1 fra en standby-plads.

»Det var så tæt på. Jeg syntes, at det var lidt fjollet, at jeg kunne være flyttet et kvarter væk fra mit barndomshjem og være blevet i min omgangskreds. Også fordi der er mange, der søger til København, så jeg var måske lidt indebrændt over, at når jeg kom fra det område, hvorfor kunne jeg så ikke få lov til at gå der?«.

Som andenprioritet havde hun skrevet Aalborg Universitet, for hun havde hørt godt om den projektorienterede studieform.

»Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået, og at jeg skulle pakke taskerne og flytte til Aalborg«.

Hun havde aldrig været i den nordjyske hovedstad før. Det er svært at huske, hvilke forestillinger hun havde, men hun tror, hun tænkte, at Jylland var noget med landbrug og jantelov, og at det hele gik lidt langsommere. Hun glædede sig til sit »eventyr«, som hun kalder det, og hurtigt gik hun i gang med boligjagten. Her overraskede Aalborg for første gang positivt.

»Det var lettere, end jeg lige havde forestillet mig. Det der med, at man kunne stå og faktisk have flere muligheder«.

Valget faldt på et kollegium, og en uge inden studiestart kørte hun med sin far til Aalborg. Da de havde flyttet hendes ting ind på kollegieværelset, husker hun, hvordan hun sad i vindueskarmen og så sin far køre sin vej, mens tårerne strømmede fra hendes øjne.

Mens hun fortæller om det med støjen fra fredagsbaren som underlægningsmusik, bliver øjnene fugtige.

Måtte ikke tage hjem

Selv om hun følte sig alene i starten, havde hun lavet et benspænd for sig selv: Hun måtte ikke tage hjem til familien og vennerne i det første halve år.

»Jeg var bekymret for, at jeg gik glip af muligheder i Aalborg, der kunne gøre, at jeg fik nye relationer og faldt mere til. Men selvfølgelig var det også en frygt for, at jeg ville komme til at savne det derhjemme for meget, hvis jeg blev mindet om det velkendte«.

Hun engagerede sig i studenterpolitik, blev tutor, og nu er hun også i bestyrelsen i fredagsbaren. Det tog et års tid, før hun sagde, at nu tog hun »hjem« til Aalborg efter et besøg hos familien. Det vigtigste i den proces har været de relationer, hun har fået.

»Jeg var flyttet og var nødt til at finde venner, og det har gjort, at jeg har fået det megafedt på mit studie. Jeg havde nok prioriteret anderledes, hvis jeg boede i København«, siger hun.

»Det er sådan lidt: Nød lærer nøgen kvinde at spinde«.

Det bedste ved at være flyttet er, at hun har fået udvidet sin horisont, og hun har nok også udvidet sine medstuderendes. Nogle af hendes fordomme er blevet bekræftet, andre er ikke.

Med øjnene klistret til håndboldkampen sidder hun ved siden af en kvinde med kælenavnet AS, hvis ansigt har det med at krakelere i et stort smil. AS fortæller, at hendes forældre er inde at se håndboldkampen.

»AS’ forældre er så jyske«, siger Aksel.

»Ej, de er bare fra Skanderborg«, svarer AS.

»Jeg har jo også lært i dag, at det er en rigtig håndboldby«, siger Katarina Hessner og smiler skævt.

»45 minutter, så er vi i København«

Som københavner på Aalborg Universitet er Katarina Hessner da også medlem af et mindretal. Af de bachelorstuderende, der begyndte på universitetets afdeling i Aalborg i 2022, boede 59 procent seks måneder inden studiestart i Nordjylland. 5 procent kom fra hovedstadsområdet. Anne Marie Kanstrup, prorektor på Aalborg Universitet, så gerne, at der var flere studerende, der bevægede sig rundt i landet – især fra øst til vest.

»Det er jo lidt sjovt, at geografi fylder så meget i vores lille land, hvor det tager maks. 4 timer at flytte sig fra den ene ende af landet til den anden. I Aalborg har vi Danmarks bedste lufthavn, 45 minutter, så er vi i København, så vi tænker jo ikke, at vi er helt oppe i Nordjylland. Vi tænker, at vi er i hele landet og i verden«, siger Anne Marie Kanstrup.

Hun er selv nordjyde og begyndte i sin tid på Aarhus Universitet, men måtte droppe ud og gå på Aalborg Universitet i stedet, fordi studieformen ikke passede til hende. Hun nævner det, forklarer hun, for at understrege, at match med både studie og studieform er vigtigt. Som studerende skal man trives, ellers kan man ikke lære noget, og hun vil ikke bestemme, hvor folk flytter hen.

»Vi er da på ingen måde imod mobilitet. En af de fornemste opgaver, vi har som universitet, er at udvikle vores unge mennesker. Og at flytte sig er jo en del af det at udvikle sig. Men mobilitet og udsyn er mange ting. Det kan man også få ved at tage ud i verden på udveksling eksempelvis«.

Prorektoren er stolt af, at Aalborg Universitet faktisk er et af de universiteter, der optager mere bredt i hele landet, i sammenligning med blandt andet Københavns Universitet.

Stopper, mens legen er god

Klokken er blevet 19.30, og det betyder, at Katarina Hessner har barvagt. Hun går om bag fadølsanlægget og krammer de to, hun skal skænke øl med de næste timer. En af dem er Jonathan Jensen, som for et halvt år siden flyttede til Aalborg fra Vordingborg. Ligesom Katarina Hessner kom han lige præcis gennem nåleøjet med sit snit fra gymnasiet og havde egentlig planer om at søge overflytning. Men det har han ikke længere.

»Jeg er faldet så hurtigt til, at det er helt ekstremt«, siger Jonathan Jensen.

Nu står han med sin telefon og viser solnedgangsbilleder over Limfjorden, som er taget fra hans kollegieværelse. De taler om at starte dagen med et dyp i fjorden og om at have naturen så tæt på.

»Det elsker jeg virkelig også ved Aalborg«, siger Katarina Hessner, mens Icekiids ’Blondiner & brunetter’ lyder fra højtaleren.

Alligevel har hun valgt at flytte fra Aalborg til februar. Hun skal læse fra distancen, hvis ikke hun kommer ind på Københavns Universitet eller Lunds Universitet i Sverige. Det har hele tiden været tanken, at hun ville hjem til hovedstaden på et tidspunkt, og nu føles som det rette.

»Jeg vil gerne slutte, mens legen er god. Mens jeg faktisk har det rigtig fedt med at være her«, siger hun.

Hun savner familie og venner i København, det større kulturudbud trækker, og flere af hendes studiekammerater har også valgt at flytte til København.

»Hvis jeg havde haft en vennegruppe, hvor alle var fra Nordjylland og blev i Aalborg, så kunne det da også godt være, at jeg havde stået i en anden situation lige nu«.

Og du ville ikke have lyst til at blive her og skabe et nyt netværk?

»Jeg synes allerede det sidste halve år, at jeg har skullet skabe et netværk, fordi størstedelen af mine venner faktisk er flyttet. Det tror jeg bliver for hårdt i længden, at mange vælger at flytte fra Aalborg«.

Så kommer Aksel op i baren med en tom flaske.

»Skal du have en mere?«, spørger Katarina Hessner, sætter hænderne på bardisken og læner sig frem.

»Nej, desværre«, siger Aksel og forklarer, at han skal skrive projekt.

De krammer og laver hver deres halvdel af et hjerte med hænderne, inden han går sin vej mellem de øldrikkende medstuderende.

Katarina Hessner har oprydningstjansen til en af sine sidste gange Fredagsterapi. Bagefter skal de videre på bar.