Jeg er ikke sådan en mande-mand. En maskulin arketype, som min far, Knud, der er skovhugger og tidligere soldat. Men jeg er ikke desto mindre en mand. Det har jeg altid haft det fint med, tror jeg, for jeg har aldrig haft anledning til at tænke over det.
Nu tænker du måske: Åh gud, ikke mere maskulint navlepilleri. Sådan havde jeg det også selv.
Men så gik krigen i Ukraine ind i sit fjerde år. De autoritære kræfter rundt om i verden buldrer stadig derudad. I Det Hvide Hus gør Trump og hans ultrarige techhåndlanger det klart for mig, at en ny verden er begyndt. Storebror er flyttet hjemmefra. Og nu er jeg alene hjemme i Europa. Jeg er alene hjemme i Danmark. Der er ikke et sted, hvor jeg ikke er alene hjemme. Det er en utryg følelse.
Og den følelse er ikke traditionelt maskulin.
