Hun var igennem praktikforløb på praktikforløb. Målet var at finde ud af, hvad og hvor meget Marianne Stein kunne holde til, men resultatet var, at hun blev kørt endnu længere ned. Til sidst var hendes arbejdsevne svundet til 4 timer om ugen.
I perioder måtte hendes mand forsørge hende, hun var stadig for syg til at arbejde, men hendes ret til sygedagpenge var opbrugt, hun var ikke berettiget til kontanthjælp, og jobcenteret mente ikke, at hun kunne tildeles fleksjob. Til sidst faldt hun helt ud af systemet.
»Jeg cyklede fra afdeling til afdeling i kommunen, uden at nogen ville tage ansvar for at hjælpe mig videre. Jeg var syg, men der var ingen hjælp at hente. Så længe jeg ikke modtog nogen offentlig ydelse og ikke lå de offentlige kasser til last, var man fuldstændig ligeglad med mig«.
Efter utallige klager, aktindsigter og artikler om sagen i den lokale avis lykkedes det hende omsider at få tilkendt retten til et fleksjob, der gav så meget ro, at hun kunne koncentrere sig om at forbedre sin arbejdsevne, så den i dag er kommet op på 15 timer om ugen.
