Ambitionen stod printet med fed på forsiden af daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udspil til en kontanthjælpsreform: ’Alle kan gøre nytte’.
Slut med raske ledige på passiv forsørgelse. Nu skulle de lære værdien af at stå tidligt op om morgenen og blive en del af det arbejdende fællesskab. Ville de have ydelser, måtte de arbejde for dem.
Nyttejob, hed nyskabelsen, der trådte i kraft i 2014 og gjorde det muligt for kommunerne at sende arbejdsduelige ledige ud for at renholde parker og luge grøftekanter. Der var tale om samfundsnyttige opgaver, der, som beskæftigelsesministeren forklarede, »har en værdi for os alle sammen, som fællesskab og samfund, og for den enkelte«.
Syv år senere får vi nu en forskningsartikel, der viser en himmelvid forskel på de politiske hensigter og hverdagen i en kommunal nytteindsats: Der er slet ikke nok at rive i, store dele af arbejdsdagen går med at vente og drikke kaffe, og der hersker en uskreven regel om, at man ikke laver mere end højst nødvendigt.
