Problemet fandtes længe før indvandrerne kom til Danmark

Går man igennem udsatte boligområder, eller lukker man op for tv-nyhederne, støder man stensikkert på dem: Grupper af unge mænd i dyre, sorte dynejakker, der hænger ud, ryger joints eller cruiser rundt i store biler. Af og til slås de for at bevare deres egen eller vennernes ære og territorie og for at sætte sig i respekt. Nogle af dem laver kriminalitet, der spænder fra rapserier og indbrud over røverier til handel med stoffer, men det meste af tiden driver de bare rundt og får tiden til at gå. Det er dem, Mette Frederiksen i sin åbningstale sidste år kaldte »utryghedsskabende« og truede med at tage jakker, mobiltelefoner og ure fra, hvis ikke de fjerner sig fra gaden. De stikker ud, men samtidig er de som malet ind i gadens liv, i baggårdene og parkerne i udsatte boligområder.

I 9 år har dr.scient.soc. og adjunkt ved Roskilde Universitet Hakan Kalkan hængt ud med gadedrenge på Nørrebro. Han var løbende en del af deres liv, hyggede sig med dem i parkerne, blev deres ven og interviewede dem som en del af sin forskning i gademiljøets sociale mekanismer.

I hans aktuelle bog ’Veje til respekt – Om gadens liv på Nørrebro’ står ét klart: Drengene er endt i en ond cirkel: De kommer fra kår med høj arbejdsløshed, lav uddannelse og fattigdom og er ofte børn af indvandrere, der er ringe integreret i Danmark. De føler sig ringeagtet af og fremmedgjort fra det almindelige danske samfund. Resultatet er mindreværd, som de ifølge Hakan Kalkan kompenserer for ved gadens fællesskab, der er bygget op om alternative anerkendelsesmekanismer. Her får man point for at være voldsparat, loyal over for sine venner og for at fremstå som hård, sej og farlig. I sidste ende fører det til, at de unge bliver yderligere ekskluderet fra det almindelige danske samfund. Men gadelivet er alligevel – eller måske netop derfor – attraktivt for dem, påpeger Hakan Kalkan.

»Gaden løser i virkeligheden to problemer på en gang. Dels tilbyder den en mulighed for at vinde status og anerkendelse, som de unge ellers har svært ved at opnå. Dels tilbyder den en mulighed for at skaffe sig økonomiske gevinster for mennesker, der ellers har ringe mulighed for at få vellønnede jobs i mainstreamsamfundet. Den løser altså på en gang fattigdomsproblemet og dæmper følelsen af at være ringeagtet«.

Mange af de unge har indvandrerbaggrund og de søger ifølge Hakan Kalkan tilflugt i gadekulturen for at finde et sted at høre til.

»Hovedparten af de unge føler sig faktisk mere hjemme her i Danmark end i forældrenes oprindelseslande, men de føler sig ikke accepteret her, og ser ikke sig selv som danskere. Danmark er ikke deres nation. På Nørrebros gader blandt andre unge, der også er fremmedgjorte, har samme klasseposition og forældre fra fremmede lande, føler de sig til gengæld accepterede og velkomne. Nørrebro er deres nation«.

Vennerne er med andre ord altafgørende i de unge drenges liv. Som en af dem betror Hakan Kalkan i bogen:

»Ressourcestærke mennesker, de lærer af deres forældre. Vi lærer af vores venner, og vi lærer, at det er ligesom det eneste, man har i sidste ende … worst case scenario, den dag, det går helt galt, så har du i det mindste dine venner. Så broderskab betyder meget«.

Dobbeltliv

Når vi taler om gadedrengene i medierne, så bliver det gang på gang understreget, at de især er indvandrerdrenge. Pia Kjærsgaard har f.eks. beskrevet dem som ’araberdrenge’, hvis ’herrefolksmentalitet’ skaber utryghed. I hvor høj grad er gadekulturen betinget af den kultur, de unges forældre kommer fra?

»I og med at mange af dem tilhører minoriteter, kan man let antage, at det må have noget med deres etnicitet at gøre. Men det er altså stik imod det, jeg har fundet frem til. Kulturen på gaden står typisk i modsætning til den, der hersker i de unges hjem. F.eks. giver kriminalitet status på gaden, det gør den ikke derhjemme. De unges opførsel på gaden vil udløse stærk fordømmelse hjemme hos forældrene, hvor værdierne på det her område er meget lig mainstreamsamfundet. Det er traumatisk for forældrene, hvis børnene ender som kriminelle, og samtidig fører det til ringeagt i forældrenes netværk«.

Foto: Katrine Hørup Noer

Hvorfor griber forældrene så ikke ind? Vi har set et hav af politiske tiltag, der skal få forældrene til at tage affære – f.eks. truslen om at smide hele familier ud af deres hjem, hvis en fra husstanden begår alvorlig kriminalitet. Alligevel lader det ikke til, at forældrene har styr på deres børn.

»De unge lever et dobbeltliv for at hemmeligholde det, de laver på gaden. De opfører sig på én måde derhjemme og på en helt anden, når de er på gaden. Når deres forældre ringer for at høre, hvad de laver, siger de ikke, at de sidder og ryger joints, men at de bare spiller fodbold. Der er vandtætte skotter mellem de to verdener, netop fordi livet i gadeverdenen vil medføre fordømmelse«.

Men når de unge kommer hjem med modekondisko til 1.400 kroner, selv om de ikke har et job, kan forældrene vel sige sig selv, at de næppe er kommet til dem på ærlig vis. Er de blinde og døve, eller vælger de bare at lukke øjnene?

»Jamen mange af dem aner ikke, at det tøj er så dyrt. Det tog også mig lang tid at finde ud af, at de jakker, de render rundt i, er meget dyre. Jeg så bare nogle vinterjakker. Man ved det ikke, hvis man ikke går op i det«.

Hvad så med de ting, de stjæler. Jeg ville nok studse lidt, hvis min søn pludselig kom hjem med en dyr bærbar eller guldsmykker for mange tusinde kroner. Det burde da få forældrene op af stolen?

»Den slags er de også gode til at skjule. De gemmer værdigenstande i kælderen, inden de går op i forældrenes lejlighed. De er virkelig gode til at leve dobbeltliv. Herudover har forældrene selv problemer nok i kraft af deres egen udsatte position, så de ser ikke altid drengenes«.

De her områder er berygtede for hård social kontrol, hvor sladderen kører rundt mellem familierne. Hvordan kan den rygtebørs undgå at informere forældrene om, hvad deres unger laver?

»Kriminalitet kan sjældent observeres direkte. Man kan eksempelvis ikke se, om en af dem, der hænger ud på gaden, lige har begået et indbrud. Og loyaliteten mellem drengene indebærer, at de også hemmeligholder deres venners liv. Hvis man ser Alis onkel komme gående, så sørger man for at skjule sin joint, selv om Ali ikke står sammen med en«, siger Hakan Kalkan. »Familien kan godt vide eller have anelser om, hvad der kan foregå på gaden, men de ved ikke, hvad deres søn laver«.

Selv når forældrene får færden af, at deres børn er på vej ud i noget snavs, kan det være sin sag at gribe ind. Hakan Kalkan har selv observeret, hvordan fædre har vandret rundt i nattelivet for at lede efter deres sønner, men de andre drenge spændte ben ved at skjule sønnerne, advare dem eller lade være at åbne døren til de steder, de hang ud.

»De er virkelig effektive skjulere. Det er svært for den enkelte familie at stille noget op, netop fordi det er en hel kultur og et helt netværk, de er oppe imod. For at afskære barnet fra gadekulturen skal de holde barnet væk fra andre børn og unge i kvarteret. Det vil svare til, at de skal holde dem væk fra det offentlige rum. Det betyder, at de skal kæmpe imod børnenes behov for venskaber, fællesskab og tilhørsforhold«.

Hvad kunne hjælpe forældrene på vej?

»Det ville hjælpe, hvis man i stedet for at kæmpe alene begav sig ud i kollektiv kontrol af byrummet – f.eks. gennem initiativer som Bydelsmødre, hvor indvandrerkvinder i belastede boligområder danner netværk med hinanden. Når man skaber tillid mellem beboerne, kan man etablere fælles mål – f.eks. at folk ikke skal ryge joints i det offentlige rum i boligområdet. Så bliver det pludselig legitimt at irettesætte unge, der ikke er ens egne børn, hvis man ser dem ryge. Men i dag lever man meget sit eget liv«.

Klasseproblem

Hakan Kalkan understreger, at gadekulturen ikke er kommet til Danmark udefra. Den er opstået på gaden i Danmark og eksisterede ifølge ham, længe før der kom indvandrere til.

»Allerede i 50’erne så vi unge mænd, der begik kriminalitet og havde voldelige kampe mellem forskellige baggårde på Nørrebro. Der findes beskrivelser af, hvordan drengene efter jul gik rundt for at finde sig det bedste af de kasserede juletræer, så de kunne få sig en god kølle til gårdkampene. Også dengang gav det status at slå på tæven, og også dengang var der ungdomskriminalitet. Og dengang var der altså tale om ene etnisk danske drenge i de fattige baggårde«, siger Hakan Kalkan.

»Nogle af de ældste fra de etniske minoriteter i gadelivet fra Nørrebro har fortalt mig, hvordan de i 80’erne sloges med grønjakker. Kulturen eksisterede, før indvandrerne kom til, de blev socialiseret ind i den, de bragte den ikke med sig. Vi kan se den her kultur opstå vidt forskellige steder i verden, også blandt unge med rødder i majoriteten. Vi ser den jo også i Danmark blandt etnisk danske unge, f.eks. rockerne. Etnicitet forklarer ikke ret meget, den giver bare et ekstra lag oven på de problematikker, der i forvejen er i boligområderne, fordi fremmedgørelse kan øge eksklusionen«.

Så hvis etnicitet ikke er forklaringen på gadekulturen, hvad er så?

»At vi har en koncentration af fattige og ringeagtede individer. Meget af det her er fattigdomsbetinget. Det er ikke et indvandrerproblem, men et klasseproblem. Hvis en fattig dreng vokser op blandt børn fra middelklassen, som får, hvad de har behov for, vil han blive fordømt og ekskluderet, hvis han stjæler for at få det, de andre har. Men hvis den fattige dreng i stedet er omringet af andre fattige børn, der deler hans problemer, og han så begynder at smårapse, så vil nogle af de andre se hans adfærd som en løsning på deres egne problemer. Efterhånden opstår der en kultur, der legitimerer kriminalitet. Grundproblemet er altså, at boligområderne har en høj koncentration af fattige, arbejdsløse og ringeagtede individer«.

Hvis høj koncentration af fattige og uglesete er problemets kerne, kan tiltag som ghettoloven så ikke hjælpe? Den tvinger jo arbejdsløsheden og koncentrationen af minoriteter i et område ned ved at ændre beboersammensætningen.

»Det kan man ikke vurdere endnu, for man ved ikke, hvilke sociale processer ghettoloven vil medføre, og det er ikke noget, jeg har undersøgt i min forskning. Men man kan ikke udelukke, at de, der bliver flyttet væk fra områderne, vil søge tilbage til deres gamle områder og netværk, hvis de oplever sig som isolerede i deres nye område«.

Hakan Kalkan oplever, at mange af gadedrengene faktisk ønsker at lægge gadelivet bag sig, når de kommer op i 20’erne.

»På det tidspunkt ved man, at livet på gaden indebærer marginalisering. Det er et risikabelt liv, ind og ud af fængsel, intet job. De begynder at ønske sig et normalt liv«.

De ønsker sig med andre ord mainstreamsamfundets anerkendelse, nogle af dem skammer sig over deres liv og håber på en plads på det almindelige arbejdsmarked. Som en af mændene siger i et interview med Hakan Kalkan:

»Jeg håber bare, jeg kan komme ind på det gaffeltruckkursus og få mig et arbejde, så jeg kan stoppe med at være en samfundstaber«.

Ud over et retskaffent arbejde står familieliv højt på ønskelisten, men også her er det marginaliserede gadeliv en forhindring. De kvinder, mændene gerne så som deres partnere, deler ikke gadens anerkendelseskriterier. De vil ikke have en bad boy, og de bliver skræmt af drengenes farlige attitude.

Mændene er til gengæld ikke så interesserede i kvinder, som selv lever gadelivet og deler de kriterier, som drengene anerkender hinanden på baggrund af. De vil ikke have kvinder med en bad boy-attitude. Hvis de ender med dem, er det mere af nød end af lyst. Som en af dem siger til Hakan Kalkan:

»Pigerne i dag er blevet helt mærkelige. De ønsker alle mulige ting. De siger, de vil have en mand, der har et godt arbejde, tjener mange penge, har en lang uddannelse og dit og dat. Så har jeg det sådan, at hvis jeg var alle de ting, du ønsker, hvorfor skulle jeg så vælge dig? Så ville jeg jo også have en kone, der var alle de ting, ikke?«.

Drømmen om en god kone er med til at øge gadedrengenes ønske om at slippe det marginaliserede liv, men det er ikke nemt at opfylde.

»Det er svært at få arbejde med pletter på straffeattesten. Samtidig har mange gæld – der kan være tale om en milliongæld til det offentlige pga. f.eks. sagsomkostninger, og det gør incitamentet til at finde et arbejde mindre, fordi en god bid af lønnen vil gå til afdrag. Det gør de penge, man opnår ved kriminalitet, mere attraktive«.

Fortryder de gadelivet, når de bliver voksne?

»Nogle gør. Især fortryder mange, at de ikke forsøgte at gøre det bedre i skolen. Når man kommer op i alderen, opdager man, at ens muligheder er ringere, fordi man ikke fik sig en uddannelse«, siger Hakan Kalkan, der ofte har set storebrødre forsøge at hive deres småbrødre ud af gadelivet, fordi de ikke ønsker dem samme skæbne, som de selv fik.

Gadedrenge har også et valg

De er fattige, de er arbejdsløse, de oplever ringeagt og fremmedgørelse. Det lyder, som om de unge gadedrenge bliver drevet ud i deres marginaliserede og kriminelle liv. Skal vi have ondt af dem?

»Nej, man bliver ikke kriminel, fordi man er fattig eller ringeagtet. De færreste, der oplever fattigdom og ringeagtelse, bliver kriminelle. Alle har et valg. De vælger det her gadeliv. Men for marginaliserede unge er risikoen for at træffe uheldige valg større end for børn af middelklassen«.

De seneste mange år har samfundet disket op med alt fra lektiecafeer til mentorordninger, og ufatteligt mange midler er gået til streetbasket og kung-fu-undervisning for at få dem til at træffe bedre valg og lokke dem væk fra gaden. Kan du forstå den afmagt, som samfundet føler over for gadekulturens vold, kriminalitet og stoffer?

»Der har altså været effekt af de tiltag, man har gjort. Kriminaliteten er faldet, flere får en uddannelse også i de her kvarterer«.

Foto: Katrine Hørup Noer

Men gadekulturen er der stadig, og de seneste år er volden endda endt med at tage livet af folk.

»Det er svært for samfundet helt at dæmme op for det her. Nogle af problematikkerne er så store, at det er svært at ændre dem. Koncentration af fattige i bestemte boligområder skyldes jo især, at vi har færre industrijobs, så det er sværere at få et job som ufaglært end for 40 år siden. Tidligere kunne du måske være med i gadekulturen i teenageårene og så finde dig et velbetalt fabriksjob, når du blev voksen. I dag tenderer tilknytningen til gaden til at blive mere langvarig og forrået, og det betyder samtidig, at gadeøkonomien bliver bedre organiseret«.

Der er jo masser af jobs at få for ufaglærte eller kortuddannede. Vi mangler pædagogmedhjælpere, bude, handikaphjælpere og tjenere på cafeer. Det er vel bare at komme i gang?

»Det er jo også nogle af dem, der gør. Men det er stadig sværere at få ufaglærte jobs, end det var tidligere. I Region Hovedstaden er der færre ufaglærte jobs end ufaglærte individer, så der er stor konkurrence om de jobs. Forskningen viser også, at majoriteten tilsyneladende foretrækkes frem for minoriteterne, når der er nok kvalificerede ansøgere til ufaglærte jobs. Uddannelser som f.eks. pædagogmedhjælper kan også være vanskeligere for de her unge at gennemføre, fordi de kan have svært ved at finde praktikpladser«.

Her til sidst kan jeg ikke lade være med at spørge, om du kan savne at hænge ud med gadedrengene, nu hvor du er flyttet fra kvarteret?

»Ja, fællesskabet kan man savne. Hverdagen er jo ikke bare problemer og kriminalitet. Det handler også om bare at hænge ud og fortælle sjove historier. Når vi taler om gadedrengene, bliver det meget os og dem, men de er faktisk ikke så meget anderledes end os. De synes også, at det er hyggeligt bare at sidde sammen med andre og hygge sig. Jeg følte mig hjemme hos dem«.