8 kvadratmeter. Det er den gennemsnitlige størrelse på en dansk fængselscelle. 12 kvadratmeter, hvis du sidder i et nyere. Og med det voldsomt stigende antal indsatte har det længe været et faktum, at kosteskabe og kaffestuer er taget i brug som celler, mens antallet af fængselsbetjente styrtdykker.
Her sidder du så. Det er ikke dig, der bestemmer, hvornår du skal ud, eller hvad du skal lave. Eller hvornår du kan ringe til din kæreste eller se dine børn. Og politikere og vælgere skal forstå, at det er hårdt nok i sig selv. Det mener Linda Kjær Minke, professor og kriminolog ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet.
»Vi behøver ikke lægge alt muligt straf oven i frihedsberøvelsen for at gøre det ’hårdt nok’«, siger hun.
I december blev regeringen, Dansk Folkeparti, SF og Konservative enige om en ny flerårsaftale, der skal komme problemerne i fængselsvæsenet til livs. Men politikernes løsninger er for endimensionelle, for problemet er i virkeligheden, at vi behandler de indsatte for barskt, og det har politikerne ikke tænkt sig at gøre noget ved, mener Linda Kjær Minke.
