»Det går galt, når man bliver vant til at se på folk, der har skåret deres håndled op. På et eller andet tidspunkt kan ømheden komme til at gå tabt«.
Ordene er Anna Rieders, 28-årig forfatter og kender af psykiatrien som patient og nu også underviser for en skrivegruppe på Psykiatrisk Center Amager i Foreningen for Kunst og Mental Sundhed. Hun mener, at den danske psykiatri grundlæggende lider under begrænsningerne fra en alt for stringent tænkning – både når det gælder sproget, der kommunikeres på, og når det drejer sig om behandlingen mere generelt. Konsekvensen er en mangel på ømhed.
Anna Rieder ønsker ikke sin sygdom nærmere defineret i avisen, men fortæller, at hun siden 2016 har været indlagt jævnligt. Derved har hun på nærmeste hold, og på trods af selv at have haft »forholdsvis heldige forløb«, oplevet konsekvenserne af et notorisk presset system med manglende sengepladser, konstant frygt for for tidlig udskrivelse og medpatienter, der bliver sendt på gaden til hjemløshed, overdoser eller selvmord.
Alligevel mener Anna Rieder, at meget kunne forbedres med forholdsvis simple forandringer.
