Politiet håber, at oplysninger fra offentligheden kan lede det på sporet af to mandlige flugtfanger.

To fanger efterlyses af politiet efter flugt fra nordjysk fængsel

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

To fanger flygtede søndag fra Kragskovhede Fængsel, der ligger i et naturområde mellem Frederikshavn og Skagen.

Derfor er begge nu blevet efterlyst af Nordjyllands Politi, skriver det på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politiet sender en appel til offentligheden i håb om at modtage oplysninger, der kan lede dem på sporet af de undvegne fanger.

»Det skal understreges, at alle oplysninger om mulige opholdssteder er interessante for politiet«.

Der er tale om en 24-årig, der beskrives som mørk i huden, almindelig af bygning og er 180 centimeter høj. Han har mellemlangt sort hår og skæg.

Den anden er 19 år. Han er også mørk i huden, spinkel af bygning og har mellemlangt sort hår.

Kragskovhede Fængsel er et åbent fængsel med 161 åbne pladser. Det har også en lukket afdeling med 50 pladser.

Det fremgår ikke af politiets udmelding, hvad de to mænd er blevet dømt for, eller hvilken del af fængslet de var en del af.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her