På 18 år har 320.000 danskere forladt de traditionelle fagforeninger. Det er et fald på 15,6 procentpoint. Det er en alvorlig situation for en af hovedaktørerne på det danske arbejdsmarked, fagbevægelsen – så alvorlig, at Politikens arbejdsmarkedskommentator Lawand Hiwa Namo 1. maj beskrev fagbevægelsen som »en terminal kræftpatient«.
Derfor er det også en tilståelsessag for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), at udviklingen er kritisk og kan få fatale konsekvenser, hvis den fortsætter. Men paraplyorganisationens formand, Lizette Risgaard, peger på, at mere end 80 procent af danskerne i dag på fagbevægelsens fortjeneste arbejder under en overenskomst, og derfor tror hun også på, at medlemsnedgangen vil vende, inden det når for vidt.
»Hvis ikke det vender, er det ikke bare et problem for os, men også for samfundet som helhed. Jeg er dog overbevist om, at der de kommende år vil komme endnu flere medlemmer i de overenskomstbærende fagforeninger«, siger Risgaard, der har været formand for FH siden 2019.
Men du repræsenterer også en stribe fagforeninger, blandt andre 3F, HK, Dansk Skuespiller Forbund, BUPL og Håndbold Spiller Foreningen og Dansk Kirkemusiker Forening med samlet over 1 million medlemmer. Hvad vil I som paraply- eller hovedorganisation gøre for at stoppe nedturen?
