Det er eksamenstid.
Den Europæiske Centralbank med Christine Lagarde i spidsen har de næste »to-tre« måneder til at overbevise verden og de skrantende finansielle markeder om, at centralbanken har modet til at tackle den »ekstremt« høje inflation, der er løbet løbsk og nu truer eurozonens 340 millioner borgere. Og indtil videre har ECB-boss Lagarde reageret så tøvende og vægelsindet, at banken står til at dumpe.
Men hvis ikke ECB får tøjlet inflationen, kan det kaste Europa og dansk økonomi ud i en dyb krise.
Sådan lyder den krasse vurdering fra økonomen Jens Nordvig, der nok er det tætteste, Danmark kommer på en rockstjerneøkonom. Den 48-årige Nordvig har arbejdet som topanalytiker i verdens største hedgefond, Bridgewater Associates, som har investeringer for omkring 1.000 milliarder kroner, og han bruges flittigt som ekspert i finansielle nyhedsmedier som Bloomberg og Financial Times.
