Hvordan har du det? Jeg synes, det er lidt tungt. Når stemningen efter sigende minder om tiden før Første Verdenskrig, og truslen om en atomkatastrofe er den største siden Cuba-krisen, er det svært at bevare nærværet og det rolige nervesystem sammen med de børn, der skal arve Jorden. Min bekymring for fremtiden er især en bekymring for deres fremtid. Det tunge er også skylden; skylden over at videregive dem en verden, der er langt mere usikker og brutal end den, vores generation voksede op i.
Jeg tænker for tiden meget over, hvilken indstilling der er den rigtige i forhold til det, der lige nu sker i verden og i Danmark. Bør vi være opgivende og pessimistiske eller håbefulde og optimistiske? Jeg tænker her ikke så meget på, hvilken indstilling der er den mest logiske – for det ville klart være den pessimistiske, tingenes rædderlige tilstand taget i betragtning – men snarere på, hvilken indstilling til vores lange politiske nu der kan siges at være etisk rigtig. Formuleret som en valgtanke: Bør vi gå til valget med pessimisme eller optimisme? Det her er mine tanker.
Vores vrede og pessimisme er ikke kun berettiget af verden selv, men indeholder også et kritisk potentiale: Når vi er glædesdræbere, såkaldte killjoys, så nægter vi at gøre arbejdet med at bevare den såkaldt gode stemning, der opretholder ulighed og uretfærdighed, ved at dække over den. Sofie Linde var en killjoy, da hun ødelagde den gode stemning ved Zulu Comedy Awards. Du er en killjoy, når du stiller os foran klassesamfundet og udstiller kulturelitens hykleri.
Valget i 2019 blev kaldt danmarkshistoriens første ’klimavalg’, Mette Frederiksen kalder valget 2022 et ’tryghedsvalg’. Netop en glædesdræber formår at afsløre, at ’tryghedsvalget’ ikke er lige trygt for alle. Det er ikke trygt for det unge menneske med klimasorg, der nu må sande, at valget i 2019 også blev danmarkshistoriens sidste klimavalg i denne omgang. Det er heller ikke trygt for de såkaldt utilpassede unge i vaskekældrene, der kun eksisterer som fjendebilleder hos den statsminister, der også burde være deres statsminister. Der er i det hele taget noget utrygt ved, at danskerne bliver lovet tryghed i en objektivt utryg verden, hvor kapitalismens dødsmaskine og Putins krigsmaskine raser om kap med klimakrisen. Er det meningen, at vi skal være trygge lige nu?
