Som uddannet jordemoder har jeg været vidne til fødslen af mange børn og har på tæt hold oplevet spændvidden i, hvor forskellige fødselsforløb kan se ud. De kan være både eksplosive og overstået på få timer og langsommelige og trække ud i dagevis.
Nogle er voldsomme, pinagtige, traumatiserende, kaotiske, fyldt med opkast, gråd, råb, skrig, frustrationer og opgivenhed. Mens andre er stille, præget af ro, forventningens glæde, kys, kram, grin, smalltalk og dårlige jokes. Men de første få minutter efter fødslen er ens for alle; når den lille krop glider ud og bliver løftet op til brystet, og forældrene skiftevis kigger på barnet og hinanden med et blik, der rummer lige dele chok, uforståenhed, lykke og forløsning – lige i det øjeblik sker der noget helt særligt, som selv den garvede jordemoder aldrig bliver helt forvænt med.
Det er, som om tiden går i stå i rummet, og de fleste, der har prøvet det, kan formentlig skrive under på, at tilstedeværelsen ved en fødsel føles som et privilegium. Man ved, man lige har været vidne til noget stort.
Det har i stigende grad givet mig en følelse af, at fødslen fortjener langt mere af samfundets opmærksomhed, end det er tilfældet i dag.
