Ikke siden Cubakrisen i 1962 har verden været tættere på atomkrig. Sådan lød budskabet fra præsident Joe Biden i oktober sidste år. Krigen i Ukraine har rystet det internationale samfund, og verden over drager politikere, journalister og eksperter paralleller til den kolde krigs anspændte rivalisering mellem øst og vest.
Og der er god grund til at genbesøge historien om de skæbnesvangre døgn i 1962 og perioden, der fulgte. Det mener samtidshistoriker Poul Villaume, der i mere end 40 år har beskæftiget sig med stormagtsrivaliseringen, både som professor på Københavns Universitet og som forfatter til flere bøger om emnet, senest den aktuelle ’Mellem frygt og håb’ om perioden fra 1961 til 1977 .
»Foruden den faretruende oprustning og frygten for atomkrig er historien om den kolde krig også historien om smidigt diplomatisk arbejde bag kulisserne, der i sidste ende fik dæmpet kriserne og forhindret, at det hele løb løbsk. Den del af historien bør nutidens verdensledere tage ved lære af«, siger han.
Det afgørende var ifølge Poul Villaume, at man aldrig slap det spinkle håb om, at den kolde krig kunne bringes til ende ved forhandlingsbordet:
