Vi lever i planternes kongerige, og vi trækker deres vejr. Og hvis vi mennesker ikke snart forstår – for alvor forstår – at planterne kommer før os, er vigtigere end os og også vil leve videre efter os, ser det sort ud for vores overlevelse. Heldigvis er der en oplagt måde at blive klogere på: Tal med planterne selv. For, som den italienske filosof Emanuele Coccia siger:
»Planter er selvbevidste, og de er også intelligente«.
Onsdag var EU-Kommissionens genoprettelsesplan for Europas natur genstand for hård kamp i Europa-Parlamentet, hvor også danske parlamentarikere kæmpede indbyrdes i armlægningen mellem natur og landbrug, og Venstre og Konservative var splittet indadtil. Kampen for den vilde naturs overlevelse i klimakrisens tid er blevet intens.
Nede under de politiske magtkampe buldrer endnu mere vidtrækkende, filosofiske opgør som Emanuele Coccias. Hans plantecentrerede tænkning er et opgør med århundreders tradition i klassisk vestlig tænkning, hvor mennesket altid står over alle andre arter. Hvorfor er det opgør så påtrængende lige nu?
