Midt i september fik Det Internationale Energiagentur (IEA) for første gang øje på noget i horisonten, som verden ikke har set i mere end hundrede år: toppunktet for efterspørgslen efter kul, olie og gas. Forbruget af de fossile brændsler vil ifølge IEA’s prognose begynde at falde inden udgangen af 2020’erne.
»Vi er vidner til begyndelsen på afslutningen på de fossile brændstoffers æra«, skrev IEA’s chef, Fatih Birol, i Financial Times og opfordrede til at forberede sig på, at en ny er på vej.
Her i Nordvesteuropa står vi ikke bare over for en afsked med den den billige, fjernt producerede olies bekvemmelighed. Vi står også over for geopolitikkens genkomst. Senest på COP28, hvor det efter et dramatisk sabotageforsøg fra oliestaterne akkurat lykkedes europæiske og afrikanske lande at sikre et mål om omstilling væk fra fossile brændsler.
Mens mennesker i tidligere tider og i andre dele af verden som regel har vidst, hvor deres energi kom fra, har vi ikke skænket det mange tanker, når olien i årtier flød rigeligt og billigt gennem vores samfunds blodårer. Nu står vi midt i energikonflikterne.
