Det var, da jeg sad i chokeret stilhed midt mellem mullets og hæklede mavebluser på Det Kongelige Teater, at jeg tænkte, at jeg var nødt til at tale med dramatikeren, der havde skrevet dette stykke.
Tavsheden var afstedkommet af det, som kult- og queer-fænomenet Nina Rask lige havde sagt på scenen efter at have ristet mænd og maskulinitet i omtrent tre kvarter.
»Mit store problem med hele den her mandehade-rant er, at den egentlig er et røgslør for, at jeg i virkeligheden hader kvinder mere«.
Forvirret stilhed. Kvindehad var ikke, hvad gen. z-crowden havde bestilt.
