Du husker nok den nu udskældte Kathrine Diez’ åbenbart kontroversielle indlæg i Berlingske fra 2019, ’Jeg spiser ikke boeuf bourguignon med dig, før jeg har set din bogreol’. Muligvis var indlægget plagieret, men pointen står stadig. Jeg tror, langt de fleste kvinder er ret konservativt anlagte, når det kommer til valget af partner. Vi vil grundlæggende ikke gifte os nedad, men opad, hvad angår uddannelsesniveau, rigdom og status. Men det er ulideligt svært. Af flere årsager. Og nogle af dem forstår jeg simpelthen ikke, Christian, og jeg har brug for, at du løser det her mysterium for mig. Hvis det overhovedet kan opklares.
Jeg er selvfølgelig klar over, at der er nogle rent praktiske forhold, der spiller ind. Som at kvinden i dag ofte er mere veluddannet end manden, og at der er flere singlekvinder end -mænd i København. Men det er så her, jeg bliver forvirret: For selv i det akademiske udvalg, der trods alt er, er det godt nok svært at spotte kvaliteten. I hvert fald i det udvalg, du og jeg møder som aktive i politik på højrefløjen.
Jeg går ud fra, at du ligesom jeg er helt enig med gode borgerlige kvinder som Eva Selsing og Anna Libak i, at vi ikke har efterspurgt en ny mandetype: de bløde mænd, der græder og laver perleplader og ingen magt har, ikke engang over sig selv. Men jeg kan alligevel godt forstå, når kvinder begynder at vende sig mod de utraditionelle mænd. For selv om man sidder et pænt sted med pæne mænd i pæne jakkesæt, kan man være sikker på, at når klokken passerer midnat, sidder de selvsamme pæne veluddannede mænd med et ellers stort potentiale i slut-20’erne/start-30’erne med benene oppe på bordet, sovende, nogle gange gudhjælpemig snorkende, med en smøg i mundvigen og otte væltede shots foran sig.
