Kvinder kæmper med »mandebørn, der vil lege rundt og invitere på vin og middag, men ikke slå sig ned«

De fortryller dig med dyre vine, spændende samtaler og en tjekket udstråling. De har jobbet, de har boligen, og de har alderen.

Det eneste, de ikke har, er viljen. Til at slå sig ned i et fast parforhold. Mændene altså, som den amerikanske forfatter og professor i antropologi ved Yale University Marcia C. Inhorn ikke tøver med at kalde »problemet«, både hvad angår kærlighed og fødselstallet i den vestlige verden.

Ikke alle mænd selvfølgelig. Men en helt bestemt type, som Marcia C. Inhorn har lært at kende gennem de interviews, som hun de seneste ti år har lavet med amerikanske kvinder.

»Kvinderne havde alle mulige betegnelser for denne type mand. Den, som kom op igen og igen, men som jeg ikke kendte, før jeg startede denne undersøgelse, var ’Peter Pan-mændene’«.

Som er?

»En slags mandebørn, der vil lege rundt, have det sjovt med dig, invitere dig på vin og middag. De er veluddannede, har penge, de har bare ingen intention om at slå sig ned med dig«.

Dermed udpeger Marcia C. Inhorn, der har forsket i reproduktionsantropologi i 30 år, hvad hun mener er en stor og overset grund til to af de tendenser, som er blevet diskuteret heftigst i 2024: Hvorfor så få får børn, og hvorfor færre end tidligere lever i parforhold. Heteroseksuel kærlighed i den vestlige verden er simpelthen i krise.

Krisen ses i det ’partnergab’, der er opstået ifølge Inhorn. Mange mænd og kvinder ønsker ikke længere det samme i et parforhold.

»Vi snakker for lidt om det. Og hvis vi har et partnergab, som er det begreb, jeg har opfundet for at beskrive det her, så skal vi til at tale med mænd om at være partnere. Og om, hvad deres forventninger er til et forhold. Vil de gerne være fædre? Vil de have det ansvar? Var det en forventning i en tidligere generation, som er ved at svinde hen?«.

Serie: ung kærlighed 

Kærlighed har ændret karakter. Unge dater mere, har løsere forhold og får færre børn.

Hvad foregår der? Og hvordan sætter det sine spor i samfundet, kulturlivet og måden, vi omgås hinanden på?

Det udforsker Politiken i denne serie.

»Det her er tortur«

Marcia C. Inhorn kom frem til sit begreb om ’partnergabet’ ad en omvej. I efteråret udgav hun bogen ’Motherhood on ice: The Mating Gap and Why Women Freeze Their Eggs’, der er skrevet på baggrund af ti års forskning i amerikanske kvinder, der vælger at få frosset deres æg ned. En niche i befolkningen med andre ord. Alligevel er det de samtaler, Marcia C. Inhorn har haft med kvinderne, som får hende til at konkludere, at det ikke bare er svært for nogle enkelte at finde en kæreste at stifte familie med. Kvinderne beskrev et generelt problem, som de havde pengene til at handle på.

»Den største konklusion i min undersøgelse er, at kvinder benytter sig af denne teknologi som et forsøg på at sætte et plaster på et sår, der i virkeligheden er et stort socialt problem, de står over for, nemlig at de ikke kan finde en partner«.

At dét er bevæggrunden for, at kvinderne fik frosset deres æg ned, var i sig selv en overraskelse for Marcia C. Inhorn. Hun troede, det handlede om at udskyde børnene, til karrieren og selvrealiseringen var i hus.

»Så meget af diskussionen omkring ægfrysning handlede om kvinders arbejdslivsbalance og arbejdsgivere, der forventede, at kvinder skulle arbejde for meget«, siger hun.

»Og så fandt jeg ud af, at denne her teknologi faktisk slet ikke handler om det. Det handlede om noget helt andet, nemlig at der er kønsmæssige forskelle, normer, ønsker og aspirationer. Der er noget, der går galt i forhold til helt grundlæggende at finde en partner og få børn sammen«, siger hun.

»Heteroseksuelle parforhold går ikke godt for mange mennesker. Og det taler vi ikke om, når det kommer til reproduktion«.

Fælles for de interviewede kvinder var, at de havde penge, lange uddannelser og typisk boede i byen. Alene den profil gør jagten på en mand svær. Den statistiske side af ’partnergabet’ har været bredt kendt siden 2015, hvor den amerikanske journalist Jon Birger udgav bogen ’Date-onomics’, hvor han påviste, at mænd i stigende grad tager lavere uddannelser og bosætter sig i provinsen, mens det omvendte gælder for kvinder. Sammenholdt med, at kvinder helst gifter sig ’opad’, hvad angår uddannelse, penge og status, er det statistisk set svært for kvinder i byen at finde en partner, ligesom det er svært for mænd i provinsen.

Men der er ifølge Marcia C. Inhorn ikke kun tale om en statistisk kløft i antallet af mulige partnere. Kløften findes også mellem de to køns forventninger. Groft sagt: Kvinder, der vil leve det voksenliv, de altid har forestillet sig. Og mænd, der hellere vil blive boende på ønskeøen.

»Kvinderne var gået ud af universitetet, så de ledte efter en, der var uddannet. Det var kvinder, der ønskede sig en, der forstod dem, støttede dem, havde den samme slags vision i livet«, siger Marcia C. Inhorn.

»Kvinder har bare højere forventninger til partnerskab. Det var noget, kvinderne lagde meget vægt på: ’at vi ikke bare i desperation vil slå os til tåls med nogen og gifte os med hvem som helst’, eller ’være sammen med hvem som helst bare for at få børn’. Du ved, de sagde ’vi vil finde en, som er en sjæleven, en, der er som os’«.

Men er kvinderne så ikke selv en del af problemet? Bor de ikke selv på ønskeøen, når de ikke vil ’slå sig til tåls’ og kun have en bestemt type mand?

»Det er en reaktion, jeg har fået fra nogle af de mænd, der har læst min bog. Jeg var på foredragsturné i Australien, og der var nogle mænd, der sagde: ’Du aner ikke, hvor svært det er for mænd ude i datingverdenen også’. Forventningerne fra kvinder i Australien er åbenbart, at mænd skal være over 6 fod høj (182 cm, red). Han sagde, at kvinderne presser mænene til at være en slags superstjerner, så det går sikkert begge veje. Og jeg har kun kvindernes side af historien«, siger hun.

»Det ændrer ikke på, at det, som min bog identificerer, er et socialt problem, som nogen forsøger at løse med teknologi. Men en ekskluderende teknologi, som koster så mange penge og kun er tilgængelig for få, kan ikke løse dybere sociale problemer«.

’Heteroseksualitetens tragedie’

Paradoksalt nok lod det til at kvinderne og de mænd, de beskrev, delte den samme grundlæggende bekymring. De ville ikke ende i et dysfunktionelt parforhold, som mange kendte fra deres forældre. Men hvor mændene - ifølge kvinderne - helt afsværgede ægteskabet, betød det omvendt for kvinderne, at deres krav til ægteskabet blev højere.

»Kvinder havde højere forventninger til partnerskab end det, de havde set i deres forældres generation. Og de talte meget om det. At det bare var anderledes nu. Mange kvinder sagde: ’Jeg har set alt for mange dårlige ægteskaber eller folk, der endte med at gifte sig med den forkerte person, og hvor det endte i en bitter skilsmisse, jeg vil ikke være i den situation. Jeg prøver at finde den rigtige person, en, der føles lige’«.

Hvad fortalte kvinderne så om jagten på en sådan partner?

»De sagde: ’Det her er tortur’. Det var kvinder, der sagde: ’Jeg vil være mor, jeg har altid tænkt, at jeg ville være mor inden 35-års alderen, jeg havde aldrig forventet at være i denne situation’. Men de manglede tre ting: egnede, uddannede og ligestillede partnere«.

Hvorfor kunne de ikke finde de partnere, de gerne ville have?

»Kvindernes oplevelse var, at der er få af den type mænd, de søger. Og så følte de også bare, at mænd simpelthen ikke var interesserede i et langsigtet partnerskab og forældreskab længere. Nogle oplevede endda, at mændene gik igennem ægfrysning med dem, før de så til sidst fandt ud af, at mændene slet ikke havde til hensigt at bruge æggene med dem. De vil bare gå videre til en ny, og fordi de ikke vil blive voksne, har de det vældig sjovt. Disse mænd havde ingen intentioner om at indgå i et partnerskab. De er single i hjertet. De har andre mål i livet. De vil rejse, de vil have det sjovt med deres mandlige venner, de vil måske have forskellige forhold til kvinder, men et langsigtet partnerskab er ikke målet«.

Så mænd og kvinders forventninger til et samliv driver fra hinanden?

»Jeg tror, vi ser noget i den stil ske. Jeg tror, det handler om forskellige ønsker, ambitioner, mål i livet. Men det er vigtigt at understrege: Jeg interviewede ingen mænd, så det var ikke en undersøgelse af mænd. Jeg var bare interesseret i, hvilken slags kvinder der bruger teknologien. Og det, jeg lærte var, at brugen havde meget at gøre med det, som en queer-forsker har kaldt ’heteroseksualitetens tragedie’«.

Hvad er den?

»Heteroseksualitet virker ikke for kvinder på måder, som er tilfredsstillende for dem på grund af forskellige livsmål og forskellige ambitioner mellem de to køn«.

Mændenes problem

I bogen foreslår Marcia C. Inhorn slet og ret, at reproduktionsantropologer begynder at tale om et ’mænd som partnere’-problem på den nordlige halvkugle. Begrebet findes allerede for den sydlige halvkugle, hvor det bruges om mænd i udviklingslande, der er skyld i, at kvinder hænger på deres afkom, fordi mændene skrider.

På den nordlige halvkugle er problemet så ikke, at mændene forlader deres familie, men at de slet ikke vil have nogen.

Når du ender med at kalde det et ’mænd som partnere’-problem, så udnævner du vel dem som skurkene?

»Jeg er jo antropolog inden for reproduktion, så jeg ville gerne adoptere et udtryk, der bliver brugt i reproduktive kredse. Det her begreb bruges ofte til at give mænd i det globale syd skylden for ting, de gør forkert, men vi har brug for at se på mænd som reproduktive partnere i den globale nord også og ikke kun udpege problematiske mænd i det globale syd. Kvinder på den nordlige halvkugle har også et problem med mænd som partnere«, siger hun.

»Det har de altså. De har et problem med mænd som partnere. Jeg prøver ikke at bebrejde, og jeg forsøger ikke at sige, at alle mænd er forfærdelige idioter. Det tror jeg ikke. Du ved, jeg har en mand, far, bror, søn, fætre, venner. Jeg prøver ikke at sige, at mænd er forfærdelige mennesker. Men som reproduktive partnere har kvinder et problem med dem. Det har de simpelthen«.

Der vil nok være nogen derude, der tænker: Kvinder er ikke berettiget til at få børn med mænd, der ikke vil have dem?

»Og det må vi anerkende. Som en, der har studeret infertilitet i hele min karriere, kan jeg kun bakke op om, at vi fremmer ideen om et børnefrit liv, og at ikke alle i verden skal have børn. Jeg har en datter, der er ret sikker på, at hun ikke vil have børn. Det respekterer jeg. Ikke alle behøver at få børn«, siger hun.

»Denne bog handler på en måde om mænd, men set gennem kvinders øjne. Vi mangler at tale med mændene om, hvad der foregår. Der er virkelig brug for mere forskning i mændenes side af reproduktion«.

»Den forskning, vi har i USA, er fokuseret på arbejdende, fattige mænd; mænd, der kæmper i de lavere lag af samfundet. Der er lavet nogle fantastiske studier om dem, men middelklasse- eller veluddannede mænd ved vi ikke meget om. Hvad håber de på? Hvad er deres ambitioner for familie?«.

Marcia C. Inhorn sukker.

»For mig var det var lidt hjerteskærende at lave den her forskning, for jeg så de problemer tilbage i min generation. At få en ph.d., at gøre alt det, man fik at vide, man skulle, og alligevel have svært ved at finde en partner. Og så at se det genopført i denne generation, jeg mener, det var så overraskende for mig. Som i: virkelig? Er det stadig der, vi er? Det var meget desillusionerende for mig, at vi ikke har løst nogle af disse partnerskabsproblemer, der er knyttet til køn«, siger hun.

»Og det er et problem i USA, i Danmark, Norge, Finland. Du kan se fuldstændig de samme problemer i Skandinavien«.

Hun ser på mig gennem videokameraet.

»Er det noget med, at der er flere kvinder, der bliver læger nu end mænd i Danmark?«

Jeg bekræfter.

»Problemet er, at de her kvinder gennem deres opvækst har fået at vide, at de kan få det hele. Et ligeværdigt forhold, uddannelse, succes. Og derfor bebrejder kvinderne sig selv og spørger, om de har gjort noget forkert eller ikke prøvet hårdt nok eller været for kræsne«.

De føler sig skøre? Selv om der er helt nøgterne grunde til deres problemer?

»Ja. De spørger sig selv: ’Hvad sker der? Hvorfor mig?’. Hvis der er ét bidrag, som den her bog kommer med, så er det, at kvinder i denne her situation skal indse: Du er ikke alene. Der er et socialt problem i Vesten for højtuddannede kvinder«.