Alle vores frihedsbevægelser har handlet om jorden og om maden«, siger Vandana Shiva.
Den verdensberømte indiske aktivist, FN-rådgiver og fysiker har kæmpet for økologi og naturbevarelse, siden hun i 1970’erne begyndte at omfavne træer i protest mod, at hendes barndoms skove i Himalaya blev ryddet for at lave plantager. For Vandana Shiva er der intet nyt i, at landbruget er den centrale kampplads for, hvor et samfund skal bevæge sig hen.
Men hun er landet i Danmark på et tidspunkt, hvor slaget om landbruget i Danmark først nu er på sit højeste. Her til lands er det ganske vist heller ikke nyt, at kampen om landbruget har formet os. Den har bare i en del årtier ikke været så højspændt som i dag. Men med slagene om CO2-afgiften, om kvælstoffet i vandløbene, sprøjtegiftene i drikkevandsboringerne og artstabet i naturen står dansk landbrug nu igen midt i kampen om, hvilket samfund vi skal være.
Og her sidder Shiva så i sin silkesari i hotelbaren, en etage oppe i Carlsbergs gamle maltmagasin midt i København, hvor vi kun er et par årtier væk fra den tykke lugt af humle, men hvor alle processer nu er så abstrakte, at barpersonalet ikke kan finde ud af at få computeren til at slukke muzakken over vores bord.
