Først en julefrokost i DR og en pik, som ejermanden mente, skulle suttes. Så en tilsyneladende endeløs række af vidnesbyrd om sexisme. Herefter overraskede chefer med røde ører. Nu en hånd på et lår og politiske ledere med våde øjne.
I ugevis har de sociale medier været ved at koge over med #MeToo-debat. Inboxene på landets debatredaktioner har været fyldt med hårde ord og raseri. På den ene side står kritikere af ’en syg sexistisk kultur’, som blandt andre forhenværende direktør i Kvinfo Nina Groes har formuleret det. På den anden står #MeToo-bølgens kritikere, der kondenseret med Venstre-næstformand Inger Støjbergs ord mener, at debatten »er ved at gå over gevind«.
Professor i idehistorie Mikkel Thorup har forsket i de indvendinger og den modstand, kvinder typisk møder i deres forsøg på at opnå ligeret og -stilling, og i denne uge udgav han bogen ’Antifeminisme – Kvindehad i lighedens tidsalder’. Vi bad ham forholde sig til de argumenter, som #MeToo og kønsdebatten har været præget af de seneste uger, måneder og år.
En ofte set indvending mod #MeToo-aktivisterne er, at de er krænkelsesparate. Der spilles identitetspolitisk krænkelsesviolin, og krænkelsessygen raser. Intet er for småt til at blive oplevet som krænkende. Problemet er ikke en rådden sexistisk kultur, men at kvinder ikke kan finde ud af at sige fra.
