Artiklen er opdateret kl. 16.44 med Frederik Storms landsholdsstop.
Det danske ishockeylandshold rejser hjem fra VM med et facit på fem nederlag i syv kampe. Danmark tabte tirsdag eftermiddag sin sidste kamp i turneringen med 3-4 efter overtid til Norge i en hårdt spillet forestilling med et hav af udvisninger.
Norge var på vej til at sikre en sejr i ordinær tid og dermed en sikker andenplads i gruppen, da Patrick Russell udlignede til 3-3 med mindre end to sekunder tilbage på uret og sendte de to hold i overtid. Her skulle Michael Brandsegg-Nygård kun bruge få sekunder på at afgøre kampen.
Russells udligning indbragte Danmark et point, der betyder, at Danmark går forbi Slovenien i tabellen og slutter som nummer seks i gruppen og på en samlet 12.-plads ved VM.
Norge er til gengæld klar til kvartfinalen og måske i gang med et ishockeyeventyr i stil med det, Danmark oplevede sidste år. De unge talenter, der har været på vej frem i nogle år, er ved at være voksne og har pustet frisk luft i et norsk landshold, der sidste år flirtede faretruende med nedrykning. Folk som Stian Solberg, Noah Steen og Michael Brandsegg-Nygård skal Danmark nok få rigeligt bøvl med det næste årti.
Uanset forhistorie og forudsætninger er kampe mellem Danmark og Norge næsten altid jævnbyrdige, og danskerne var tydeligvis ikke indstillede på at forære ærkerivalerne noget. Der var smæk i nærkampene fra start, og Nick Olesen var tæt på at bringe Danmark i spidsen efter få sekunder. Men det blev Norge, der tog føringen efter 12 minutter, da den store teenager Tinus Koblar var først over en løs puck og scorede hos Nicolaj Henriksen i det danske mål.
Nogen specielt velspillet kamp blev det ikke. Der kom sjældent flow i tingene, fordi begge hold tog en stribe udvisninger, og mange situationer endte med det obligatoriske tjatteri mellem spillerne.
Joachim Blichfelds udligning otte minutter inde i anden periode var dog godt lavet. Han erobrede pucken og fulgte selv op, da Norges målmand, Henrik Haukeland, kun kunne halvklare hans giftige afslutning.
Norge svarede igen med to hurtige mål. Det første i powerplay, det andet efter at have spillet den danske defensiv helt i opløsning. Men meget betegnende for kampens forløb dummede nordmanden Emilio Pettersen sig kort efter med en håbløs tackling i offensiv zone. Blichfeld afsluttede det efterfølgende powerplay efter få sekunder ved at hamre en projektil af et skud i nettet.
Underholdningen fejlede ingenting i arenaen i Fribourg, hvor der var masser af inviterede skolebørn på de ellers halvtomme tribuner. Norge mod Danmark ved middagstid på en hverdag var åbenbart ikke en sællert i den schweiziske befolkning.
Phillip Schultz satte tredje periode i gang med en alt for voldsom tackling, der sendte ham tidligt til omklædning med matchstraf. Efter at Danmark havde klaret den efterfølgende undertalsperiode, trak nordmændene sig tilbage i forventningen om at kunne forsvare forspringet tiden ud.
Målmand Nicolaj Henriksen blev plukket ud med 70 sekunder igen. Mikael Gath tog en sidste timeout som dansk landstræner, og Patrick Russell fik skrabet pucken i nettet mindre end to sekunder før tid.
Veteran takker af
Efter den afsluttende VM-kamp mod Norge tirsdag eftermiddag meddelte 37-årige Frederik Storm, at han stopper landsholdskarrieren efter 15 år, 14 VM-turneringer og 226 landskampe.
»Det er noget, jeg har tænkt over i lang tid. Når der nu kommer en ny landstræner ind, og der er en masse gode unge spillere på vej, føler jeg, at det er et naturligt tidspunkt at sige, at det var det«, siger Frederik Storm.
Han spillede sit første VM tilbage i 2011 og har siden været en vigtig brik, der mestrede flere forskellige opgaver. I mange år som hurtig og kreativ topforward, og i starten og slutningen af landsholdskarrieren i en mere defensiv og mindre iøjefaldende rolle.
»Det er en stor del af mit liv, jeg siger farvel til. Jeg har talt med Morten Poulsen, som jeg altid har delt værelse med på landsholdet, og vi kom frem til, at vi har haft tæt på to år sammen på hotelværelser rundtomkring. Det har været en fantastisk tid, hvor vi har nået en masse milepæle i dansk ishockey«, siger Frederik Storm.
Han gik glip af sidste års indtog i VM-semifinalen på grund af en skade. I stedet tænker han tre år længere tilbage, når han skal udpege sin største oplevelse med landsholdet.
»Det var vores kvartfinale ved OL i Beijing. Bare det, at vi kvalificerede os til OL for første gang, var vildt. Jeg husker hele forventningen frem mod OL. At vi så kom derover og spillede en vanvittig god turnering, var en virkelig fed oplevelse«, siger Frederik Storm.
Han spiller til daglig i den tyske klub, Kölner Haie, hvor han tager en sidste sæson, inden han kan kalde sig ishockeypensionist på fuld tid. Netop dagligdagen med meget rejseri i den tyske liga har været medvirkende til, at han nu trækker en streg under landsholdskarrieren.
»Jeg har to små børn derhjemme, og det er svært at være væk fra dem. Når jeg i forvejen spiller i en liga, hvor man er meget væk hjemmefra, trækker de her seks uger før og under VM tænder ud. Jeg glæder mig til mere tid med familien«, siger Frederik Storm.
ritzau
fortsæt med at læse




























