Jeg lukker døren forsigtigt. Patienten bag mig på stuen er svært forpint. Lægen har vurderet, at det er tilstrækkeligt at tilse ham hvert femte minut. Jeg er usikker på, om det er forsvarligt. Havde der været tilstrækkeligt personale, ville lægen have vurderet det nødvendigt med en fast vagt ved den selvmordstruede patients side. En kontaktperson, som kan berolige, vurdere og støtte ham. Men jeg løber hurtigt videre, da jeg skal nå at dosere medicin, inden jeg skal tilse ham igen. Jeg når akkurat tilbage på femte minut. Patienten er i gang med et selvmordsforsøg. Han skulle ikke være efterladt alene. Jeg aktiverer alarmen, og patienten overlever. I hvert fald denne gang.
Som sygeplejerske er dette hverdag på en psykiatrisk afdeling. Det er hverdag at stå med andre folks skæbner i hænderne, og det er hverdag at skulle prioritere, hvilke opgaver der kan og skal løses nu og her. Denne vagt står tilbage i hukommelsen som en af dem, der stadig kan give mig kuldegysninger, for var jeg kommet bare et halvt minut senere, så havde situationen været helt anderledes. Så havde patienten enten fået alvorlige mén eller i værste fald været død. Oplevelsen illustrerer desværre et akut problem i vores sundhedsvæsen: Der mangler personale til at tage sig af patienterne. Denne patient skulle have haft en fast vagt, som betyder, at man har en fra personalet ved sin side 24 timer i døgnet. Men jeg husker desværre alt for mange situationer, hvor der har været desperation hos både plejepersonalets og lægernes side, fordi en fast vagt viste sig umuligt. For hvem skal tage denne vagt, når alt personalet er afsat til enten andre faste vagter, eller til patienter, som også har hårdt brug for tæt observation?
Vi er midt i en sygeplejestrejke, og flere spørger: hvorfor nu? Til det har jeg at sige: Hvis ikke der bliver sagt fra nu, så er jeg alvorligt bekymret for, at det kommer til at koste endnu flere menneskeliv, end det allerede er tilfældet. En undersøgelse fra Region Sjælland påviser en tydelig sammenhæng mellem patientdødelighed og indlæggelsestid, og så antallet af sygeplejersker. Hvem tør mon at lave regnestykket om, hvor mange der hvert år dør pga. den nuværende mangel på sygeplejersker? Det seneste halvandet år har vores politikere været meget optaget af at minimere tabet af menneskeliv. Ethvert dødsfald er en tragedie, sagde vores statsminister. Men hvad med dem, der dør, fordi ingen sygeplejerske har tid til at være ved deres seng?
Vores fagforening anbefalede, at vi skulle stemme ja til den aftale, der forelå. Men måske havde de tabt føling med den afmagt, der fandtes ude på gulvet. Sygeplejerskerne tør ikke se til mere, stille sig tilfredse og takke ja til flere dårlige aftaler. Det er ikke et opgør med vores fagforening, men med den kultur, der gennem flere år har hersket i den samlede fagbevægelse. Som almindeligt medlem kan man føle sig meget langt fra fagtoppen, og af og til føle, at de befinder sig i et samfundslag langt væk fra patienter, medicinudregninger og manglende personale. Fagbevægelsen er til for medlemmerne, og vi fortjener mere indflydelse, end vi har i dag.
