Der er desperat mangel på personale i sundhedsvæsenet, lyder nødråbet i alle medier for tiden. Min hustru og jeg oplevede den enorme travlhed fra forreste sengerække, da jeg for nogle år siden var langtidsindlagt med en kritisk sygdom. Hvordan afdelingens personale formåede at holde skuden oven vande, er mig stadigvæk en gåde.
Jeg har tidligere selv arbejdet som djøffer i sundhedssektoren i ca. 15 år og har derfor været et par gange rundt om blokken; jeg så mangt og meget, og en del undrede mig. Men jeg holdt mund.
Med fare for at blive udråbt som en anden Judas, vil jeg ydmygt og lettere skamfuld sige, at jeg virkelig har været vidne til meget totalt ligegyldigt og kontraproduktivt akademisk arbejde i min tid som ansat i ’væsenet’: projekter, rapporter, planer, strategier, dokumentationsarbejde, kvalitetssikring, evaluering og meget, meget mere. En del af det var rendyrket pseudoarbejde, som ingen med fødderne solidt plantet på sygehusgangen efterspurgte. Det var opgaver, som ikke havde skyggen af positiv betydning for de sundhedsansatte og patienterne. Der blev holdt festtaler om, at vi jo arbejdede for ’Patienten i fokus’, men det blev ved snakken.
Bevares, man havde kunnet vække mig klokken 3 om natten og jeg havde loyalt og professionelt kunnet argumentere for, hvordan mit arbejde i sidste ende gjorde en forskel for patienterne. Jeg ville godt nok skulle gennem en 4-5 mellemregninger, men jeg ville sagtens have kunnet tage djøf-kasketten på og leveret for min løn, men over en øl eller fem i privat regi, som ’privat-Carsten’, kunne jeg hverken forstå eller retfærdiggøre det. Men jeg skulle jo leve, så jeg holdt min kæft. For det meste.
