Jeg var lykkelig, lettet og lattermild, da min far satte huen på mit hoved. En uges fest og farver ventede forude. 19 år og fri. 4 år var gået, siden han blev erklæret kræftfri. Vi tog alle fire til Cypern den sommer. Første tur, efter mor og far blev skilt 6 år forinden. Livet virkede stærkere end nogensinde før.
Han havde klaret alle skanninger og kontroller, og jeg havde aldrig oplevet ham gladere. Han var sluppet ud af sygdommens stramme tag. Nu kunne han stå og glo ud ad vinduet og smile – helt uden grund. Livsglad og lettet.
Nu stod vi så sammen foran klasselokalet på mit gymnasium. Jeg havde endelig huen på hovedet, og fremtiden ventede forude. Jeg skulle prøve det hele. Erobre verden. Bare være ung.
Det blev 15. juli 2018. Jeg var stadig flyvende, tre uger efter jeg blev student, men mærket af rusen, friheden og festerne. Vi sad alle fire om spisebordet hjemme hos mor. Jeg troede, vi skulle tale om mig, tale om, hvornår jeg skulle flytte hjemmefra. Som en anden selvcentreret teenager.
