Aarhus Universitets store undersøgelse af dansk litteraturkritik føltes som et slag i mellemgulvet på os. Resultaterne af en kvantitativ analyse af 24.000 anmeldelser af skønlitteratur fra 2010 til 2021 er nemlig lige så uimodsigelige, som de er oprørende. 2 ud af 3 litteraturanmeldelser handler om bøger skrevet af mandlige forfattere. 2 ud af 3 anmeldelser er skrevet af mandlige anmeldere.
Dette sker, på trods af at der udgives lige så mange skønlitterære værker af kvindelige forfattere, at langt de fleste almindelige læsere af skønlitteratur er kvinder, og at litteraturvidenskab og danskstudiet i årtier har haft en meget stor overvægt af kvindelige studerende. Samtidig viser undersøgelsen, at mandlige anmeldere statistisk set anmelder mandlige forfattere mere positivt, mens kvindelige anmeldere anmelder kvindelige forfattere mere negativt end deres mandlige kollegaer.
Litteraturanmelderi har været en hæderkronet intellektuel disciplin siden 1700-tallet, og den litterære kritik er stadigvæk en uomgængelig del af det litterære kredsløb. Gode anmeldelser kan betyde mere salg og flere udlån på biblioteket og er forudsætningen for at vinde priser og få legater. Anmelderes lydhørhed over for en forfatters litterære projekt kan også betyde meget for et forfatterskabs udvikling. Det kan være vigtigt for følelsen af at være en del af den litterære offentlighed, at man gentagne gange er blevet læst grundigt og kvalificeret.
Kvinder har altid skrevet litteratur, men kvindelige forfattere er alt for ofte blevet skrevet ud af litteraturhistorien. I den litterære kanon, som bruges i den danske gymnasieskole, har hverken Inger Christensen, Tove Ditlevsen eller Amalie Skram fået plads. Faktisk er Karen Blixen, som i store dele af sit forfatterskab i øvrigt skrev under mandligt pseudonym, den eneste kvindelige forfatter på listen. Mange har desuden læst hele studier i litteraturvidenskab uden at have været nødsaget til at beskæftige sig med andre kvindelige forfattere end Virginia Woolf.
