Jobkonsulenten virker glad for, at jeg selv giver udtryk for, at tiden er ved at være moden til, at jeg skal videre i job eller praktik. Elektrochokbehandlingen er færdig, og den ser ud til at have båret frugt. Jeg er begyndt at drømme om at springe ud som student. Jeg drømmer at være et menneske i trivsel. Jeg fantaserer ikke længere om døden som det endelige mål – den skal nok komme, når tid er, uden jeg gør en ihærdig indsats. Det går fremad.
»Jeg synes, du skal begynde med en praktik i en børnehave«, siger jobkonsulenten.
Jeg er overrasket. Måske også en anelse forvirret. Faktisk chokerer det mig, at praktik i en børnehave er en reel mulighed.
Jeg siger ikke, at en person med Aspergers ikke kan arbejde i omsorgsfaget. Jeg siger, at jeg ikke kan, i hvert fald ikke det næste par år.
