Jeg er opvokset i et rabarberkvarter, hvor de grå betonbygninger og de døende på bænken fremkaldte melankoli. Stort set alle beboere i kvarteret var nydanskere, vi mødte sjældent jævnaldrende, der både var velfungerende og vestlige.
I kvarteret og mellem hjemmets fire vægge blev vi ikke præsenteret for dansk litteratur, kultur eller demokrati. Det gjorde vi til gengæld i folkeskolen, men den forsømte vi. Det undrede ikke mine daværende skolelærere. De havde fra indskolingen set os stimle sammen i grupper og rebellere mod de arme lærere. Vi overfaldt dem dagligt med skældsord, hån og svadaer, indtil de bortviste os. I mellemskolen fik vi ofte gårdvagterne til at græde, når vi overrumplede dem med snebolde på klos hold. Deres gråd var symbolet på sejr, så vi forfinede konstant drengestregerne og skubbede grænserne. Vi forsømte undervisningen, fordi vi ikke kunne associere os med det danske samfund.
I kvarteret levede vi ganske afsondret og distanceret fra det øvrige samfund, skønt vi geografisk set befandt os i hjertet af København. Kriminalitet og euforiserende stoffer var altoverskyggende, følelser blev undertrykt af frygt for, at man skulle fremstå som svag.
Man måtte opretholde en kold facade, hvis man ikke ville ende som mobbeoffer. Genlæs Morten Papes debutroman ’Planen’, så ved du, hvordan det går, hvis man ikke formår det. Bogens hovedperson, en stille, etnisk dansk dreng, bliver hurtigt det oplagte mobbeoffer for klassens nydanske børn, fordi han qua sit udseende – lyst hår og briller – og ikke mindst sit åbenlyse intellekt, udstiller sine klassekammeraters mangler. Han bliver udsat for alverdens lidelser, hans klassekammerater pisser endda på ham for morskabens skyld.
