Da jeg fik mit første barn for tretten år siden, blev der ikke snakket højt om det svære i at få to jobs til at hænge sammen med at hente og bringe og have sygedage og legeaftaler.
I de små hjem (og i skilsmisserne) kæmpede hvert par ellers med at bygge både karrierer og familieliv op fra grunden.
At få succes med det føltes som at bestå den store eksamen i at blive voksen. Efter et par år med dårlige erfaringer besluttede min familie at kaste håndklædet i ringen og blive udstationeret i udlandet, hvor kun mine børns far skulle arbejde, og jeg blev noget så eksotisk som hjemmegående.
Det sidste blev sagt helt lavmælt som et uartigt ord af vores jævnaldrende: Det var det ultimative knæfald for den patriarkalske verdensorden, som vores mødre og bedstemødre havde kæmpet os ud af.
