Første gang, jeg sniffede en streg kokain, var til en nytårsfest hos min daværende kærestes veninde. Jeg havde tænkt på at eksperimentere lidt med kokain, så jeg bad en ven om at skaffe noget.
Da han kom med den lille pose, fandt vi et værelse, hvor vi kunne være os selv. Der stod vi så og kiggede tøvende på hinanden. Min ven hældte en streg på en tallerken og sniffede den, mens jeg stod afventende og betragtede ham. Jeg samlede mod og tog selv en streg. De første tre-fire minutter mærkede vi ikke noget som helst. Vi stod bare og kiggede lidt forundret på hinanden. Så pludselig strømmede en følelse af eufori og lykke igennem mig. Alle bekymringer og negative tanker blev ætset væk.
»Hvorfor har vi aldrig gjort det her før?«, spurgte jeg forundret.
Et par uger senere gjorde jeg det igen. Denne gang havde jeg selv hentet en pose hos en pusher, som min ven havde henvist mig til. Jeg havde ikke brug for samme diskretion som sidst, så jeg lavede bare en streg til mig selv og streger til de andre i lejligheden.
