»I dag tager vi fat på et nyt år. Må det blive lettere end det gamle. Må det blive lyst og fyldt med optimisme og handlekraft«. Sådan sagde Mette Frederiksen 1. januar 2022.
Jeg ved ikke med jer, men jeg ville nok ikke karakterisere 2022 som hverken lysere, lettere eller mere optimistisk end 2021. Her tænker jeg eksempelvis på krigen i Ukraine, jeg tænker på inflation og Lurpak til 28 kroner pakken, jeg tænker på skyderiet i Field’s, jeg tænker på hedebølger og oversvømmelser, jeg tænker på indskrænkelsen af retten til abort i USA og på præstestyret i Iran.
Nu skal jeg jo ikke sidde her og gradbøje katastrofer, og jeg ved derfor ikke, om ovenstående er bedre eller værre end mundbind og begrænsning af socialt samvær og personlig frihed. Om det er værre eller bedre at være offer for krigen i Ukraine end at være mejslet ind i sit eget hjem i en kinesisk millionby. I stedet vil jeg nøjes med at konkludere, at 2022 var svært på en anden måde end 2021, som var svært på en anden måde end 2020, som var svært på en anden måde end 2019, og sådan kunne man blive ved. Måske var 2022 mere handlekraftigt end 2021, det ved jeg heller ikke. Man fik sammen med resten af Vesten sendt for mange, mange milliarder kroner udstyr afsted til Ukraine, det er handlekraftigt, hvilket det at slå millioner af mink ihjel jo sådan set også er, bare på en anden måde. Således er konklusionen vel den samme: 2022 var fyldt med andre ildebrande, der skulle slukkes, end 2021 og 2020 og 2019 og så videre. Nissen ændrer måske karakter, men den flytter altid med.
Jeg ved heller ikke med jer, men jeg er allerede træt af 2020’erne, hvor verden hvert år opfinder nye måder at være vanvittig på, som om det er selve årtiet, der er noget galt med.
