Skolelederen kigger på mig. »Hvad er du så kommet frem til?«, siger hun.
Vi sidder ved et aflangt bord i et ellers tomt mødelokale. Skolelederen, to klasselærere og så mig, PPR-psykologen.
»Ja, som I kan se i min rapport, kommer jeg med forskellige anbefalinger til, hvordan vi kan hjælpe Emil med at holde fokus i undervisningen. Blandt andet ved at man kommer ned til ham, når der bliver givet en opgave, og sørger for, at han kommer i gang. Måske kan I dele opgaven op, så det bliver lettere for ham at overskue«, siger jeg.
De to lærere kigger på hinanden med et indforstået blik.
