I 1994 væltede min verden. Min mand havde fået konstateret prostatacancer i en alder af bare 42 år, og han blev indlagt på Rigshospitalet i 14 dage til undersøgelser. Man skulle se, om kræften havde bredt sig. Det havde den. Ingen operation, men vi fik tilbudt stråler og hormonpiller.
Vi var alligevel optimistiske, da vi tog hjem, og jeg havde læst om sygdommen, som var langsom, så vi tænkte, at vi havde gode muligheder for at klare skærene. Vi spiste en dejlig frokost med øl og snaps, men så begyndte telefonen bare at ringe og ringe. Det var min søster. Min far lå for døden ude på Gentofte Amtssygehus. Min mor var underligt fraværende ved dødslejet. Det viste sig, at hun havde galopperende lungecancer, og hun døde fem måneder efter min far. Da jeg sad til hendes bisættelse sammen med min mand, er jeg sikker på, at han har tænkt, at det var ham, der lå der næste gang, og det var det også.
Både min mor og min mand fik lov til at dø hjemme. Min mor var frygtelig bange for hospitaler, så jeg og mine tre søskende besluttede hurtigt, at vi ville passe hende hjemme, og vi fik lavet en vagtplan, hvor vi afløste hinanden, sådan som det passede ind i vores liv.
Vores storsnakkende mor havde mistet evnen til at tale, da kræften havde ramt talecenteret i hjernen, så det var kommunikation på papir og kæmpe vredesudbrud fra hende, når vi ikke kunne forstå, hvad hun sagde.
