»Tror du så også, vi bliver nødt til at købe våben?«.
Spørgsmålet fra den studerende fik temperaturen i lokalet til at falde adskillige grader. Det var til et middagsselskab, jeg deltog i sammen med flere forskerkolleger, et par studerende og en gæsteforelæser, som netop havde holdt et inspirerende foredrag om klimaretfærdighed.
Den studerende fornemmede en vis forvirring og uddybede: En global katastrofe var uundgåelig på kort sigt, hvilket betød, at folk snart ville leve og bo i samfund bag lukkede mure. Eftersom republikanerne jo ville være bevæbnede, ville hun bare vide, hvordan hun skulle passe på sine kære. Gæsteforelæseren overvejede spørgsmålet og rådede den studerende til at fokusere mere på at dyrke grøntsager end på at købe våben.
Samtalen er blevet siddende i mig – ikke fordi den studerendes synspunkter var usædvanlige, men fordi de efterhånden er blevet gængse. Litteraturforsker Paul Saint-Amour har beskrevet forventningen om apokalypsen som kernen i den moderne livsopfattelse – en følelse af, at alle historiens katastrofer og geopolitiske problemer fører os til »en endnu mere grufuld fremtid«. Det ses overalt i det, der nu kaldes en polykrise.
