Sergej Medvedev er begyndt at frygte Ruslands officielle mærkedage, betroede han for nyligt sine læsere. Det skete, da den russiske politolog og historiker i et essay så frem mod denne mandag 9. maj, hvor Rusland mindes sine mange millioner af ofre og helte fra Anden Verdenskrig og sejren imod nazismen.
De årlige sejrsparader har nemlig for længst udviklet sig til en magtdemonstration for Putin-styret, der ikke bare har brugt dem til at fremvise nye og skræmmende våben, men også som anledning til enten at komme med advarsler til Vesten eller slå ned på interne kritikere.
Men dette års mærkedag er alligevel endnu mere frygtindgydende, mener Sergej Medvedev, fordi den kommer i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. Og i kølvandet af en krig, der slet ikke er gået, som Putin-styret i Kreml havde forestillet sig, hvorfor det for længst har leget med tanker om at bruge atomvåben.
»I dag ser hele verden frem mod 9. maj med frygt, fordi alle ved, at Putin er nødt til at vise sit blodtørstige publikum en ’sejr’, uanset det måtte ske i skæret fra en atomeksplosion«, skriver Sergej Medvedev i essayet ’Sejrsdag’, der første gang blev offentliggjort på det russiske netmedie Holod (’Kulde’).
