Hvis der er én besked, ukrainske ministre og politikere helst er foruden, så er det nok den, der mandag kom fra den tidligere amerikanske toprepublikaner Eric Cantor ved det igangværende årsmøde i World Economic Forum i Davos: Han satte ganske enkelt spørgsmålstegn ved, hvor længe de amerikanske politikeres enighed om støtten til Ukraine vil vare ved.
»Jeg tror ikke, den vil vare ved«, sagde han på et møde, hvor også Ukraines økonomiminister, Julia Svyrydenko, deltog.
Man fornemmede en ubekvem gysen hos den ukrainske minister, for Eric Cantor er ikke en hvilken som helst stemme: I fem år frem til 2014 stod han i spidsen for republikanerne i den amerikanske Kongres’ underhus, Repræsentanternes Hus. Og som sådan er han stadig tæt på Det Republikanske Parti, selv om han i dag er topchef i en stor investeringsbank.
Eric Cantor hæfter sig ved, at hele 57 republikanere stemte imod, da Repræsentanternes Hus for under to uger siden stemte om en ny hjælpepakke til Ukraine for 40 milliarder dollars eller cirka 280 milliarder kroner. Og for nogle dage siden gentog 11 republikanske senatorer modstanden, da de i Kongressens overhus, Senatet, ligeledes stemte imod den ukrainske hjælpepakke.
