Ja, så er disse mænd altså vores nye venner: Kronprins Mohammed bin Salman. Sheikh Mohamed bin Zayed. Og præsident Ilham Aliyev.
Læg mærke til navne og titler. Det er herskere, som vi – læs: EU og USA – inden for de senere uger er gået i dybere partnerskab med i det, USA’s præsident, Joe Biden, har kaldt det 21. århundredes kamp mellem demokrati og autokrati. En kamp, der lige nu udspiller sig med Ukraine som en blodig frontlinje i Europa.
Den første af disse mænd, kronprins Mohammed bin Salman, er den reelle hersker i et Saudi-Arabien, som Joe Biden for tre år siden truede med at reducere til en ’global paria’. Kongefamilien havde han heller ikke meget tilovers for, sagde han, mens han endnu førte valgkamp for at blive præsident.
Det var, efter at en af saudikronprinsens mordpatruljer havde myrdet og parteret den saudiarabiske systemkritiker Jamal Khashoggi i Tyrkiet. Kronprinsens og den russiske præsident Putins had til deres kritikere har nemlig det til fælles, at det er grænseløst. Internationale grænser er ingen hindring for deres udsendte statsbødler.
