En ukrainsk chefredaktør lagde mandag et foto af to midaldrende kvinder med blodtilsølede ansigter ud på de sociale medier med en kort opfordring: »Kvinder i mit land. Kvinder som mig. Lad være med at kigge væk«.
Et andet opslag, der denne mandag fejede hen over de sociale medier som en steppebrand, viste en videoptagelse af en ung kvinde, måske blot en teenager, der gik og filmede sig selv på gaden i den ukrainske hovedstad, Kyiv, da en eksplosion pludselig slog ned tæt ved hende. Angsten lyste ud af hendes ansigt. Og med god grund.
Mandagen var i det hele taget rig på den slags fotos og videooptagelser, efter at Rusland fra morgenstunden iværksatte en rendyrket hævnaktion mod Ukraine for weekendens anslag mod den strategisk vigtige bro over Kertj-strædet mellem Rusland og den annekterede ukrainske Krim-halvø. Et anslag, som Vladimir Putin søndag tilskrev ukrainske specialstyrker, og som han mandag erklærede at gengælde.
»Hvis terrorangrebene mod vores territorium fortsætter, vil Ruslands svar blive barskt og afpasset den trussel, de udgør mod den russiske føderation«, advarede han mandag eftermiddag på et tv-transmitteret videomøde med sit sikkerhedsråd.
