Efter det russiske tilbagetog fra den ukrainske nøgleby Kherson er det værd at hæfte sig ved to beslægtede tal: 40 og 60 procent.
Beslægtede? Ja, for tilsammen giver de to tal 100 procent, og dermed fortæller de både hele historien om Kherson og hver sin side af den.
For Ruslands præsident Putin rummer de 40 procent en nederlagsfortælling. Det forholder sig stik modsat for Ukraines præsident Zelenskyj.
For efter at russisk militær har trukket sig tilbage fra den ukrainske nøgleby Kherson, så kontrollerer ukrainsk militær nu 40 procent af den samlede Kherson-region. Og det kun seks uger efter, at Ruslands præsident Putin ved en højtidelig ceremoni i Moskva annekterede hele regionen i Rusland sammen med tre andre østukrainske provinser, Donetsk, Luhansk og Zaporizjzja.
