De har godt nok haft travlt med at skyde Kinas nye ukrainske fredsplan ned, de vestlige ledere.
»Kina har ikke megen troværdighed. De har ikke været i stand til at fordømme en illegal invasion af Ukraine«, erklærede Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg i fredags om Kinas såkaldte positionspapir, ’China’s Position on the Political Settlement of the Ukraine Crisis’.
Og, påpegede netmediet Politico under overskriften ’You Ain’t No Middleman’, EU-kommissionschef Ursula von der Leyen havde heller ikke meget tilovers for den kinesiske 12-punkts ’fredsplan’. En plan, der blev fremlagt, efter at Kinas særlige topudsending, Wang Yi, først havde været til den årlige sikkerhedskonference i München og dernæst præsenterede den for Ruslands præsident Putin og nogle af hans topfolk i Kreml.
I Ursula von der Leyens optik er der netop mere tale om et papir, der siger noget om de principper, Kina og Rusland er enige om, end om en reel fredsplan:
