Bakhmut skælver. Den østukrainske by ligger efterhånden hen som en brændende og forladt ruinhob, som russiske soldater gør klar til at indtage. Tabene har været enorme, selv om byens militære betydning er til at overse. Men Bakhmuts fald kan få stor symbolsk og psykologisk betydning.
For russisk militær og lejesoldaterne fra den brutale Wagner-gruppe vil den ventede indtagelse af byen i første omgang være en propagandasejr. Efter sidste års kæde af ydmygende nederlag vil det vise, at Rusland stadig kan vinde terræn, også selv om prisen har været enorm.
Ifølge Ukraines viceforsvarsminister, Hanna Maliar, har slaget om Bakhmut på det seneste kostet mellem 600 og 1.000 russiske soldater livet hver evig eneste dag. Det er, også ifølge ukrainske kilder, syv gange så mange som på den ukrainske side. Tilbage er en by, hvor kun 5.000 af de oprindelige 73.000 indbyggere er tilbage, heraf 140 børn.
Efter den ventede indtagelse af Bakhmut vener flere militæreksperter, at russisk militær vil vende sig mod østukrainske byer som Sloviansk og Kramatorsk. Det kan ende i en ny udmattelseskrig.
