Bossen blev fyret. Bossen er tilbage. Alt ved det gamle. Men alting er måske alligevel forandret.
Situationen er mildt sagt flydende, når det handler om den seneste tids drama om det amerikanske techforetagende OpenAI, der står bag folkeudgaven af den kunstige intelligens, chatbotten ChatGPT.
Men det er alt andet end ligegyldigt.
For det, der på overfladen kunne ligne en småskør sæbeopera med en samling technørder i samtlige hoved- og biroller, kan også udlægges som et nærmest faustisk drama om kontrollen med en kunstig intelligens, der kan omkalfatre rammerne for al menneskelig eksistens.
