Indrømmet: Det bliver næppe den jyske ammunitionsfabrik Krudten på Tuenvej i Elling, der ender med at vende krigslykken i Ukraine. Men dens historie er alligevel vigtig at fortælle. Den er et sindbillede på meget af det, der er gået galt for EU’s støtte til Ukraines overlevelseskrig mod Rusland.
Krudtens rødder går tilbage til 1676 og til dengang, Danmark førte bitre krige i Skåne. En fabrik med både mindeværdige og mindre mindeværdige tider, som da den under Anden Verdenskrig var underleverandør til Disa, der leverede våbendele til Nazityskland.
Men alt det overlevede den som Ammunitionsarsenalet (AMA). I al fald lige indtil den blev opslugt af privatiseringsbølgen og i 2008 solgt fra Forsvaret til spanske Expal. Et foretagende, der efter en række tab endte med at lukke den i 2020. Men hvem tænkte også på behovet for dansk ammunition dengang?
Det kunne man imidlertid have gjort efter 24. februar 2022, da Rusland overfaldt Ukraine i en krig, hvor Rusland i bund og grund forsøger at tiltvinge sig retten til at afgøre, hvilke stater der kan overleve i det 21. århundrede.
