Der er et spørgsmål, der bliver hængende i luften: »Vær rare ikke at spørge Ukraine, hvornår krigen stopper. Spørg jer selv, hvorfor Putin stadig er i stand til at fortsætte den«.
Det var Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, der stillede det til Vestens ledere, da han i forrige weekend deltog i årets store sikkerhedskonference i München. Og det hænger altså stadig i luften.
Zelenskyj kender godt sin egen del af svaret: Hans soldater mangler ammunition i sådan en grad, at de forrige lørdag måtte trække sig ud af den østukrainske by Avdijivka. Så efter at have mistet 16.000 soldater indtog Putins besættelsestropper byen.
Det ubekvemme tabstal stammer fra en russisk militærblogger, Andrej Mosov, der siden fik militæret på nakken og dernæst meldtes at have begået selvmord.
